Sdr. Kongerslev Kirke

Kirkens historie:

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår kirken er bygget, men man formoder at det er i midten af 1100-tallet. Hvad man til gengæld ved med sikkerhed er, at den blev omfattende renoveret og ombygget i 1590’erne, hvor også det karakteristiske ottekantede tårn kom til. Tårnet kan vi takke godsejer Niels Juul til Kongstedlund for. Granitkvadrene til tårnets nederste del er taget fra den oprindelige vestmur. Ovenpå dem er bygget videre med munkesten.

I tårnets sydside har der været en dør, som dog blev tilmuret omkring 1860. Øverst i tårnet er glamhuller i alle 4 verdenshjørner.

I kirkens indre fornemmer man tydeligt de tykke mure, men ellers er der ikke meget tilbage af den oprindelige romanske stil. Det oprindelige flade loft i kirkeskibet blev ved ombygningen erstattet af otteribbede krydshvælv i gotisk stil. I koret blev der lavet et stjernehvælv, og i tårnet et otteribbet kuppelhvælv.

På dette billede ses konstruktionen oppefra.

Under både kor, skib og tårn er der gravhvælvinger. I dag benyttes kælderen til fyrrum og magasin.

Det vides ikke, hvem kirkens oprindelige bygherre var. Det kan være kongen, en lokal stormand, eller det kan være byens bønder, som har bygget den på eget initiativ. Ved reformationen var det dog kongen, der fik kalds- og tienderetten. I 1683 blev disse rettigheder solgt til Lindenborg, som dog solgte dem videre til Kongstedlund i det følgende århundrede. Eftersom samtlige gårde i Kongerslev var fæstegårde under Kongstedlund, kan dette næppe betegnes som overraskende. Omkring 1850 købte gårdmændene, som nu var selvejere, kirken i fællesskab. I 1914 overgik den til selveje.

Kirkens inventar

Kirkens klokke er fra slutningen af 1400-tallet. Den bærer øverst en inskription der lyder: Help ghot unde maria unde sunteio hannes (Hjælp Gud og Maria og hellige Johannes) 3075. Derunder ses et relief af Skt. Mauritius, der er skytshelgen for hær, infanteri, kniv- og våbensmede 3072. Når der i dag ringes til gudstjeneste er det den gamle klokke, der ringer.

Da klokken er så gammel, kan den ikke holde til at få påmonteret elektrisk styring, hvorfor kirkens graver stadig manuelt ringer med klokken, ved at trække i et reb.

Solen ringes op og ned af et elektrisk klokkespil, der også sørger for en skøn melodi hver middag sidst på eftermiddagen.

Kirkens ældste genstand er en romanske døbefont af granit, der står i koret ved korbuen. Dens kumme har glatte sider, men fonten har formentlig været bemalet.

Dåbsfadet bærer ingen inskriptioner eller årstal, men er til mindste detalje magen til dåbsfadet i Sct. Trinitatis kirke i Vinge ved Skanderborg. Dette fad bærer årstallet 1623. Motiverne er hentet fra Salme 42: Som den tørstige hjort skriger efter vandstrømme. I midten findes et motiv af Marias bebudelse. Dåbskanden er skænket af hofjægermester Castenskjold Kongstedlund

Altertavle og prædikestol er skænket kirken af godsejer Niels Juul og hans hustru Anne Stygge. Altertavlens maleri af den korsfæstede Jesus er dog kun fra 1898. Over dette billede ses bogstaverne IHS. Traditionelt fortolket som Iesu Hominum Salvator (Jesus, menneskenes frelser). Dog findes også andre tolkninger på bogstaverne. Iesum Habemus Socium (vi har Jesus som kammerat) og In Hoc Signo (ved dette tegn (skal du sejre)). Derudover er det også de første tre bogstaver i det græske ord ΙΗΣΟΥΣ, som betyder Jesus. Derunder står Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre.

Under maleriet står: Anno 1597 lod Æ(rværdige) og V(elbårne) mand Niels Jull till Kongistedlund med sin Kjære Frue, Æ og V Fru Anna Stygge, forarbeide denne Tafle med Prediekestulen, paa Dieres eign bekostning. GUD og Kierken till Ære

På prædikestolen - som altså er fra samme givere og årstal - er fire våbenskjolde, hvorunder står fire inskriptioner skåret i træet:

SALIGE ERE ALLE DE

SOM HØRE GVDS ORD

OG DET BEVARE (Lukas 11, 28)

JEG VIL PREDICKE DIT NAFN

FOR MINE BRØDRE JEG VIL

PRISE DIG I MENIGHEDEN (Salme 22,23)

GVDS ORD ER LEVENDIS OG

KRAFTIGT OG SCARPERE END

NOGET TVEEGGET SVERD (Hebr. 4,12)

GVDS SALIGE NAADE ER

OBENBARET FOR ALLE

MENNESKE (Titus 2,11)

I nicher i kirkens nordmur er to imponerende epitafier (mindesmærker). De er opsat i 1726 og 1730 og dekoreret med engle og andre allegoriske figurer, som fx døden – bevinget og med leen over skulderen og et timeglas på hovedet. Den første er over slægten Brønsdorff. Den anden er Jens Pedersen Blochs, der var sognepræst i pastoratet fra 1679 til 1703.

Også i tårnet er ophængt to tavler med lange inskriptioner. På den ene omtales lysekronen. Ud fra inskriptioner på kirkens lysekroner må konstateres, at det er den store lysekrone i midten, der er tale om.

Herpå lyder inskriptionen: Jens Madsen Hvas, Kierstine Jacobsdatter Brønsdorff; Jens Pedersøn Bloch, Margrethe Andersdatter Resen; Jacob Pedersen Brønsdorff, Kirstine Jensdatter Bloch – H. H. B. E. C. D – våbenmærker og årstallet 1724. Hvas og Brønsdorff forpligtede endvidere både dem selv og deres efterkommere årligt at levere lys til lysekronen. De er siden blevet erstattet af elektriske lys.

At dømme ud fra inskriptionen på de to andre lysekroner, er de skænket til kirken af sognepræst Poul Bang-Møller i 1935 til minde om hans far.

Den sidste mindeplade, der skal nævnes her, er ophængt for hofjægermesterinde Dagmar Castenskiold, der blev bisat fra kirken i 1961. Hofjægermesterinden, der havde boet på Kongstedlund siden sit giftermål med Jørgen Castenskiold i 1922, var født prinsesse Dagmar – søster til Christian X og Norges kong Haakon.

Den syvarmede lysestage er skænket til kirken i forbindelse med dåb af Inger Marie Iversdatter Nordentoft advents søndag 1930

Kirkens orgel er af nyere dato. Det er et såkaldt hybrakustisk orgel og altså fuldt elektrisk. Lyden er dog anderledes end et typisk el-orgel, idet der er bibeholdt fuldt overtonespektrum i hver enkelt tone. Med andre ord giver det mere lyden af et traditionelt pibeorgel end af elektriske toner. Det blev anskaffet i 2018 fra Skandinavisk Orgelcentrum.

Kirkens tekstiler

Vi ved desværre ikke meget, om vores messehagler. Faktisk er den eneste, vi pt ved noget om den lilla. Den er nemlig tegnet af Charlotte Breinholm - tidligere sognepræst Aage Hedevangs kone - og syet af Ritha Munck fra Aarhus. Hvis nogen ved noget om de andre, tager vi gerne imod informationen! Find mailadresser under Kontakt.

En messehagel er en liturgisk overbeklædning, som bruges af præster under nadveren og ved højtider. Messehagelen er formet som en kort, farverig kappe uden ærmer og åben i siderne som en heroldkappe eller poncho. Skikken med brug af messehagel i den lutherske kirke stammer fra den katolske kirke, har sin oprindelse i antikkens dagligdragt.

Farven på messehagelen er liturgiske farver efter årstiderne i kirkeåret.

I dag bruges messehaglen hos os kun ved særlige lejligheder.

Den grønne messehagel bruges i Treenighedstiden (perioden mellem pinse og advent) og på Hellig tre konger (tiden mellem 1. nytårsdag og Septuagesima). Farven symboliserer håb, liv og vækst.

Den hvide/gyldne messehagel bruges juleaften, 1. juledag, julesøndag, nytårsaften, Maria bebudelsesdag, Skærtorsdag, 1. og 2. påskedag, 1.–6. søndag efter påske, samt på Kristi Himmelfart (2. torsdag før pinse) og Allehelgensdag. Farven symboliserer fest og glæde.

Den røde messehagel bruges 2. juledag og 1. og 2. pinsedag. Den kan også bruges på aposteldagen, som er 6. søndag efter pinse. Farven symboliserer blodet og ilden.

Den lilla messehagel bruges bruges i advents- og fastetiden, samt på palmesøndag og bods- og bededag (4. fredag efter påske eller 26 dage efter påske). Farven symboliserer forberedelsen.