24/06/2026 0 Kommentarer
Skt. Hans ved Sognegården
Skt. Hans ved Sognegården
# Blog

Skt. Hans ved Sognegården
På en smuk lun sommeraften kom folk til sognegården fra nær og fjern. En gammel midsommer tradition skulle holdes i hævd.
Debatten går ivrigt i samfundet og på de sociale medier om det i 2026 stadig er nødvendigt med en heks som symbol på mørke og lys, men som jo også er et symbol på en tid med grusomme drab af uskyldige kvinder (og få mænd). Dykker man dybere i historien fortæller den videre om Valborgsaften, østrigske dukker af strå og halm som blev brændt, hyldest af en slavisk vinter gudinde m.m. Tolkningerne er mange og debatten går højt.
Uanset hvor ens holdning ligger, er selve Skt.Hans en elsket tradition af mange, familier samles fra nær og fjern og man mødes ved kyster, i byer og hjemme i haverne. Børnene får lov til at blive lidt længere oppe, stemningen er let, smilene er smittende, for NU er sommeren her og alle håber at den fortsætter med sol, hygge og samvær på tværs af generationer og vennegrupper.
I Kongerslev stod menighedsrådet atter for et imponerende arrangement, som takket være de mange trofaste sponsorer og frivillige hænder, kunne byde på levende musik, og alt hvad hjertet og maven kunne begære af lækkerier til både den lille sult og den søde tand.


Båltaler var Marie Bjerre, som også talte om traditioner og verden som den ser ud i dag og på en lun sommeraften.
Bålet blev tændt og som bål er bedst: med dansende orange flammer mod en blå himmel og med præstegårdsheden i baggrunden. Et dragende syn for store og små. God sommer!

Kommentarer