892 - Troen er ikke en klippe

Jens Rosendal, 1987

Salmen tager udgangspunkt i et velkendt bibelsk billede: klippen. Klippen kan, som i Det Gamle Testamente, være et billede på Gud selv, når salmisten kalder Gud for "min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler" (Sl 62,3). Men det kan også være den klippe, som den kloge byggede sit hus på. For selv om der kom skybrud, og floderne steg, og stormene ramte huset, så faldt det ikke, "for dets grund var lagt på klippen" (Matt 7,24-25). Hos Matthæus står denne lignelse lige efter en advarsel mod falske profeter. Deres forkyndelse er netop ikke noget at bygge på, sådan som Jesu ord er det.

Hos Jens Rosendal handler det om troen, og i første omgang ikke mindst om det, den ikke er, men som de fleste af os ville ønske, at den var. Troen er derfor netop ikke en klippe ude i et stormfuldt hav. Tro er at vove sejladsen, selv om man ved, at der bliver bølgegang, og at den foregår over "en truende grav"- Sådan er livet. Døden truer, men vi må kaste os ud i det (vers 1).

Vi vil så gerne have, at troen er det sikre, når alt andet ramler. Men tro er noget andet. Tro er at være parat, når der bliver kaldt på en. Derfor kan vi ikke planlægge og sikre os. Vi er udleveret til den, der har brug for os (vers 2). Det ville også være så nemt, hvis tro var noget man kunne læse sig til og få klart defineret. Men det er den heller ikke. Tro er at sætte sig selv på spil og være "varsom og kærlige og klog" (vers 3).

Selv troen kan svigte. Jesus fortæller på et tidspunkt Peter, at da Satan gjorde krav på disciplene, da bad Jesus for ham, for at "din tro ikke skal svigte" (Luk 22,31-32). Peter havde desuden selv oplevet, hvordan den sigtende tro bragte ham i havsnød, da han forsøgte at gå ud på vandet til Jesus, men pludselig blev bange og begyndte at synke. Da måtte Jesus redde ham, og Jesus spurgte: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" (Matt 14,22-33).

I vers 4 beskriver Rosendal netop troen som det, der kan svigte; men troen er også det, man kan gribe til "midt på den gyngende grund"- Det lykkedes ikke for Peter; men det er, hvad tro er.

Efter fire vers, hvor det, troen ikke er, stilles over for, hvad tro er, giver de tre sidste vers en række positive beskrivelser af troen. I vers 5 placeres troen i de nære medmenneskelige forhold, hvor troen er det livgivende, som giver kræfter og mod til at dele livet med den anden, uanset om man forstår, hvad der sker undervejs. Rosendal bruger her orden "mig" og "jeg". Det er hans personlige erfaring. Men i vers 6 henvender han sig til os, der synger salmen. Det er dig, der skal "løfte din stemme". Troen giver netop mod til at sætte sig op mod ondskaben, solvom andre foragter en, når mand håber trods alt.

Og endelig er troen utrolige kræfter. Den kan forandre alting, og den giver mod til at gå ind i mørket, "hvis der for alvor er kaldt". Med dette sidste vers bliver det tydeligt, at troen og det, at der er nogen, der kalder på en, hører sammen.

Lyrikeren Søren Ulrik Thomsen har skrevet en poetik med titlen "En dans på gloser". Her fortæller han om, hvordan han arbejder med sine digte, og kommer bl.a. ind på spørgsmålet om, hvorvidt han selv skaber, hvad han skriver, eller der ligger en eller anden form for inspiration bagved. Det er tydeligt, at han kvier sig ved at bruge for store ord; men til sidst siger han, at på en vis måde er det da et kald at være digter. For "hvis der ikke var nogen, der kaldte på mig, hvordan skulle jeg så svare?". Det er det samme, man kan læse i Jens Rosendals salme: Tro er at svare, når der bliver kaldt, at gøre sit liv til et svar. Et vigtigt tema i salmen er derfor at tage an-svar.

Lyt til salmen her:

Troen er ikke en klippe