01/05/2026 0 Kommentarer
Månedens salme - maj 2026
Månedens salme - maj 2026
# Månedens salme

Månedens salme - maj 2026
Månedens salme for maj 2026
814 - Denne morgens mulighed
Johannes Møllehave, 1992
Temaet i salmen er enkelt. En ny dag betyder nye muligheder. Og så udfolder Møllehave, hvad mulighederne består i: Vi kan trække vejret og glæde os over børnene. Vi er omgivet af kærlighed. Når morgenlyset sætter sig igennem, opstår der munterhed overalt. Og ganske som nattemørket forsvinder, kan vi lægge fortiden bag os, for "alt blir givet nyt tilbage". Teksten er uden vanskelige formuleringer eller svært tilgængelige billeder. Man kan derfor nemt blot synge med på den, uden at lægge mærke til, at den fra begyndelse til ende er præget af et bibelsk menneskesyn.
Selve tanken om vore mange muligheder forudsætter, at mennesket har frihed til at vælge. Dette menneskesyn svarer til syndefaldsfortællingen i Det Gamle Testamente, hvor Adam og Eva ved at spise af kundskabens træ fik muligheden for at skelne mellem godt og ondt. Og vi er da også tilbage ved Adam, når det i den følgende linje hedder, at vi har "luft i vore lunger". For det var først, da Gud pustede livsånden ind i menneskets næsebor, at det blev til et levende væsen. Udgangspunktet er skabelsen, og med til den hører også resultatet af ordene om at blive frugtbare og mangfoldige: de "levende og glade unger".
I vers 2 gælder det kærligheden som den fryd, vi selv er med til at give til hinanden, og som den gave, der blev "givet os af nåde". Ordet "nåde" peger direkte ind i et kristent univers, hvor nåden er et kernebegreb. Nåden er her kærligheden og svaret på noget så stort som "livets gåde".
Mørket, der brydes af lyset, giver anledning til morgenens munterhed (vers 3). Det er skaberen, der har villet det sådan, at lyset er stærkere end mørket. Og når det sker, så bryder munterheden ud overalt. Lys-mørke metaforikken er velkendt fra Bibelen, hvor Kristus selv er omtalt som lyset, der er stærkere end mørket, men hvad forstår Møllehave ved munterhed? Det kan selvfølgelig være den munterhed, et menneske kan møde dagen med; men når han taler om "hvor muntert alting frydes", omfatter det mere end os mennesker. Det er hele skaberværket, der glæder sig. i Sl 148 i Det Gamle Testamente opfordres hele naturen til at lovsynge Herren, og i dansk salmetradition er fuglesangen en del af lovprisningen. Så mon ikke også Møllehave tænker på fuglesangen, som jo netop høres så stærkt i den tidlige morgen?
Salmens sidste vers handler om tilgivelse. I stedet for at blive ved med at vende tilbage til at det, der gik galt, har vi lov til at tage mod den nye dag i tillid til, at "alt blir givet nyt tilbage." Her kan ordene fra Johannes' Åbenbaring "Se, jeg gør alting nyt" klinge med i baggrunden. Læst i et bibelsk perspektiv bevæger salmen sig således fra skabelsens morgen til de sidste tider. Og alt det ligger foran os som en mulighed, når det bliver morgen.
Salmen kan med sin korte form virke stikordsagtig; men så kan man få et ord som "nåde" uddybet ved at inddrage en anden af Møllehaves salmer: "Nåden er din dagligdag" (DDS 522), hvor nåden bl.a. er "mennesker at leve med, / nåden er at være". Videre hedder det, at nåden "blev grundløst givet", dvs. den er gratis, og den består i at få alt tilbage, når alt er tabt, for den er "det levende / som står op af døde."
522 slutter med treklangen om "tro og håb og kærlighed", og det er også denne treklang, der ligger bag salmen om morgenens mulighed. Salmen udtrykker tilliden til skaberen, håbet om, at alt kan blive nyt, men ikke mindst glæden og kærligheden.
Lyt til salmen her:
Kommentarer