Den lange lyse sommerdag

Tekst af Lars Busk Sørensen, 1992

Lars Busk Sørensen skriver selv om sin salme:

Teksten her var fra begyndelsen slet ikke ment som nogen salme. Det første vers blev skrevet som et bordvers til kirkedagene i Odense i 1992. Jeg var ved den lejlighed kommet med i en arbejdsgruppe, og én af mine opgaver blev at skrive et bordvers, der skulle synges i de spisetelte, der var opstillet. Det skulle Holger Lissner står for, så ham sente jeg mit bordvers til. Han ringede så nogle dage efter: Den kunne jo ikke synes på en kendt melodi. Nå, nej, det havde jeg vist egentlig ikke tænkt på. Det snakkede vi lidt om, indtil Holger sagde: Det er vist sådan noget, jeg selv kan, og som sagt, så gjort, og selvom den blev til i en fart, så blev den faktisk god. Bagefter blev jeg så glad for de sidste tre linjer - og for Holgers melodi - at jeg syntes, at begge dele måtte kunne bruges til noget mere. De tre linjer "Det synger i mit blod // at livets Gud er god // og under mig en lykkedag på jorden" kunne være omkvæd til nogle flere vers, og dem skrev jeg så. Resultatet blev en let, lys sommersalme, men med en undertone af smerte. Andet vers blev nogle sansninger af den lykkedag, vi har her på jorden: At røre ved barken på et træ - et af jordens største vækster. At lytte til bølgeslaget - som tilværelsens evige grundrytme bag ved alt det flygtige. Og det mest livsbekræftende af alt: At se et legende barn komme løbende i sit lyse sommertøj - børn løber jo altid, når de leger, og har altid skrammer på de bare knæ. I tredje vers melder tanken sig så om livets flygtighed. Selv midt på vores lykkedag husker vi, at livet har en baggrund af smerte, at alt menneskeligt ender i en katastrofe - tidligt eller sent. Men alligevel kan vi synge, at "Gud under os en lykkedag på jorden". For vi tror jo ikke, at hans sygdom og ulykke er Guds straf over os, eller at lykke og held er hans belønning. Vi tror p+å en Gud, der er højt hævet over sådanne småligheder som belønning og straf. En Gud, der lader sin sol skinne på både onde og gode og lader regnen regne på såvel retfærdige som uretfærdige. Vi tror på en Gud, der har fastsat nogle grundvilkår for os, som vi ikke forstår, en lykke og en smerte, som vi ikke forstår, og vi tror, at bag ved det hele er der hans grundløse, grænseløse kærlighed. Sådan må det være, siden han bliver ved med at skabe og opretholde livet på jorden, og siden han selv er kommet til os i skikkelse af sin søn. Det er det, sidste vers handler om. Derfor kan vi tro på, at "himmeriget" kommer, at Gud vil føre dette flygtige menneskeliv frem til en fuldendelse, som vi ikke forstår, en trygt lægger i hans hånd.

Enhver årstidssalme har i sig - udtalt eller underforstået - hele årets forløb, for dette, at årstider kommer og går, er en påmindelse om tidens gang og dermed forgængeligheden. Derfor rummer da også enhver sommer både minder om de tider, der var, og den erkendelse, at vi kun har et givet antal somre her på jorden, og derfor skriver Lars Busk Sørensen så rammende, at sommersalmen nok er let, men også rummer en undertone af smerte.

Salmen rummer sanseligt fine sommerbilleder i vers 2, hvor barken er et vidne om endnu en årring lagt til træets vækst, og hvor enhver for det indre øje ser sig selv eller andre drenge med skrabede knæ, som det hører sommeren til, men salmen er også et 'memento more', som er ret eksplicit i tredje vers' første linje - "Vi ved jo godt at vi skal dø". Den syngende forsoner sig imidlertid med menneskelivets grundvilkår i vers 4, som peger løfterigt ind i evigheden, ikke mindst fordi hver cers har det samme omkvæd: at livets Gud er god:

Det synger i mit blod

at livets Gud er god

og under mig en lykkedag på jorden